Her på siden kan du læse mere om, hvilke problemstillinger du kan få hjælp til, hvordan behandlingsforløbet foregår samt om mine kvalifikationer og erfaringsgrundlag.

 

EVIDENSBASERET PSYKOLOGBEHANDLING

Mit udgangspunkt for behandlingen er funderet på principperne om evidensbaseret psykologisk praksis (jf. Dansk Psykolog Forenings principerklæring). 

Når behandlingen integrerer psykologisk ekspertise med den bedste tilgængelige forskning og tilpasses den enkeltes specifikke problem, funktionsniveau, værdier og personlighed m.v., er der tale om evidensbaseret psykologisk praksis. Denne tilgang viser gennemgående den bedste behandlingseffekt.

 

ETIK OG TAVSHEDSPLIGT

Som medlem af Dansk Psykolog Forening er jeg underlagt de etiske principper for nordiske psykologer og som autoriseret psykolog Psykolognævnets love og regler.

Enhver henvendelse er omfattet af tavshedspligten.

BEHANDLINGSOMRÅDER

Private problemstillinger

•  Stress

•  Belastningsreaktioner 

  Neurodivergens herunder AD(H)D og autisme

•  Depression

•  Humørsvingninger

•  Bipolar lidelse

•  Traumer

  Udsættelse for vold (psykisk og fysisk), trusler om vold, røveri, ulykker og katastrofer 

•  Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD)

•  Eksistentielle problemstillinger

•  Familierelationer

•  Skilsmisse og andre livskriser

 Pårørende til person med psykisk lidelse

  Sygdom eller dødsfald i familien

•  Længerevarende sygdomsforløb

  Akut opstået sygdom

  Angst

 

Arbejdsrelaterede problemstillinger

  Stress og udbrændthed

  Sygefravær og tilbagevenden til arbejdet efter sygemelding

  Konflikter og samarbejdsproblemer 

•  Psykisk arbejdsmiljø 

•  Mobning og chikane

  Afskedigelseog jobskifte 

•  Voldsomme hændelser på arbejdet

 

OM BEHANDLINGSFORLØBET

 
Målet med behandlingen
 
Ved akutte kriser vil målet med samtalerne for det meste være, at man bliver bedre rustet og styrket til at klare ens nuværende livssituation. I tilfælde af problemer, som man har haft i længere tid vil formålet med samtalerne oftest være at få en større viden omkring sig selv og sine måder at reagere og handle på i forskellige situationer samt udvikle mere hensigtsmæssige måder at håndtere sine problemer og livets udfordringer på. Det overordnede mål er, at man får en bedre trivsel og livskvalitet.
 
 
Hvordan foregår det
 
De første par samtaler er indledende samtaler, som primært fokuserer på at afdække din problemstilling, din livssituation, og hvad du ønsker at få hjælp til. Disse giver dig mulighed for at fornemme, om du tror, at jeg er den rette til at hjælpe dig, samtidigt med at jeg har mulighed for at vurdere, om jeg er den rette til at hjælpe dig.

Generelt vil udgangspunktet for behandlingen oftest fokusere på ens aktuelle livssituation. Herudover tages der højde for tidligere oplevelser og erfaringer, der kan have indflydelse på den aktuelle lidelse eller problemstilling.

I hvert enkelt tilfælde forsøger jeg at tilpasse mine metoder ud fra en konkret vurdering af, hvilken person jeg sidder overfor samt hvilke udfordringer, man ønsker hjælp til at håndtere. Det bedste udgangspunkt for et godt behandlingsforløb er en god alliance. Derfor tilstræber jeg at skabe en tryg atmosfære, hvor man oplever, at det man fortæller bliver behandlet ordentligt og respektfuldt. Jeg bestræber mig på løbende at indhente feedback på, om samtalerne giver mening og er hjælpsomme. Det er vigtigt, at man ærligt giver udtryk for, hvad der fungerer godt, og især det som fungerer mindre godt.

 

Hvornår kan man forvente at få det bedre

Det er individuelt, hvor hurtigt psykologsamtaler virker. Det afhænger af, hvilken type problemer man har, og hvor længe man har haft dem . Efter nogle få samtaler burde man som udgangspunkt opleve en positiv forandring. Dog opsøger mange først en psykolog, når problemerne har vokset sig store, og er blevet ret fastlåste. Generelt vil det være sådan, at jo før man får hjælp desto hurtigere begynder man at trives igen.

 

Varigheden af behandlingen

Varigheden af behandlingen varierer alt efter, hvilke problemer man kommer med, og hvad man ønsker. Nogle har brug for nogle få samtaler (3-5 samtaler), mens andre ønsker et længerevarende forløb, som kan strække sig over et eller flere år. For mange er det hjælpsomt at komme hyppigt i starten fx. en gang om ugen eller hver anden uge, mens der i slutningen af forløbet kan være længere intervaller(1-3 måneder) imellem konsultationerne, hvor vi afholder nogle opfølgende samtaler.

 

Viderehenvisning

 I tilfælde hvor jeg ikke har den fornødne kompetence eller vurderer, at der skal igangsættes behandling i et andet regi, vil jeg hurtigst muligt i kontakten gøre opmærksom herpå og hvis muligt være behjælpelig med at henvise til et andet behandlingstilbud.

 

MIN BAGGRUND

Jeg er klinisk videreuddannet ved Rigshospitalet samt Aarhus og Odense Universitetshospitaler og har mere end 20 års erfaring med udredning, behandling og rådgivning ift. mange forskellige problemstillinger indenfor psykiatri, krise-og katastrofepsykologi, sundhedspsykologi samt arbejds- og organisationspsykologi.

I en årrække op til jeg blev privatpraktiserende, arbejdede jeg som krisepsykolog ved Rigshospitalet, hvor jeg ydede krisepsykologisk bistand til patienter og pårørende i forbindelse med voldsomme oplevelser som ulykker, vold og livstruende sygdom.

Jeg var supervisor i TraumeCentret og ved større ulykker og katastrofer, indgik jeg i Region Hovedstadens Kriseterapeutiske Beredskab. 

Herudover har jeg arbejdet i psykiatrien på Aarhus Universitetshospital samt ved Rigshospitalet på en afdeling med højt specialiseret behandling for personer med depression og bipolar lidelse. På Odense Universitetshospital foretog jeg udredning af psykisk arbejdsmiljø og behandling af arbejdsrelateret stress. 

Jeg har været involveret i forskningsprojekter og tager løbende efteruddannelser og deltager i kurser, konferencer og retreats. Jeg har modtaget supervision og gået i egenterapi indenfor en bred vifte af retninger herunder klassisk kognitiv adfærdsterapi, psykodynamisk og eksistentiel terapi samt narrativ terapi.

I de senere år har jeg praktiseret Compassion Focused Therapy, som jeg har en 2-årig uddannelse i. CFT tilhører “3. generation af kognitiv adfærdsterapi” og er en moderne integrativ terapiform med fundament i neurovidenskab, evolutionsteori, buddhistisk psykologi samt social- og udviklingspsykologi.

Igennem mit mangeårige virke som beskikket censor i Psykologi ved universiteterne er min viden om de nyeste teorier og forskning inden for psykologien kontinuerligt blevet opdateret.

Jeg er godkendt som specialist i klinisk psykologi og psykotraumatologi. Uddannelsen til specialist består af minimum 12 års teoretisk og praktisk uddannelse og erfaring: 5 års universitetsuddannelse (cand.psych.), 2 års autorisationsuddannelse og 5 års specialistuddannelse (jf. Dansk Psykolog Forenings krav til specialistgodkendelse).

 

Klik her for CV

Privatlivspolitik